{center} DET BRITISKE RIGE {newline} {center} Af cand. theol. Anders Vedel {newline} {center} 1. Indledning (1865-68) {newline} {align} {paragraph} 18de Oktober 1865 døde Lord Palmerston. Det liberale Ministerium, hvis Chef han var, havde ved Valget den foregaaende Juli faaet sit Folketingsflertal forøget med ca. 25 Kandidater. De liberale havde, med en mindre Afbrydelse, siddet ved Roret siden 1855. Tilsyneladende medførte Førsteministerens Død ingen større politisk Forandring. Hans Plads overtoges af den anden gamle liberale Stormand, Lord John Russell. Ministeriets største Kraft, William Gladstone, vedblev at være Finansminister; desuden overtog han Ledelsen af Folketinget. {paragraph} Alligevel betegner Palmerston's Forsvinden fra det politiske Liv et Tidsskifte i England. {paragraph} Den irske Adelsmand, der trods sin Lordtitel til sin Død var Medlem af det valgte Ting, fortjener vel ikke Navn af nogen stor Statsmand, men han var en kraftig og udpræget Personlighed, og han øvede en dominerende Indflydelse paa engelsk Politik. Han tilhørte højre Fløj af det liberale Parti, var en typisk Repræsentant for whig-Politikken. I en svingende Overgangstid kom han til at staa som et foreløbigt Centrum, der formaaede at holde Yderfløjene af begge de store Partier i Skak. »Mange Torier støttede ham af Frygt for de radikale, mange radikale gjorde det samme af Frygt for Torierne«. {paragraph} I Udenrigspolitikken havde Palmerston tilfredsstillet mange konservative med sin Tilbøjelighed til at lade Udlandet føle, hvor mægtigt et Land England var. Det var ham, der i Don Pacifico-Affæren fastslog Englands Hævdelse af sine Undersaatters Rettigheder i Udlandet med det berømte Citat »civis Romanus sum« (»Jeg er en romersk Borger«). De Retninger, han støttede paa Fastlandet, var dog ofte de liberale, ja til Tider de revolutionære. Og skarpe Iagttagere, som f. Eks. Gladstone var utilfredse med den Mangel paa fast og ensartet Holdning, hans Udenrigspolitik nu og da var plettet af; det hændte, f. Eks. i Forholdet over for Danmark (1864), at hans Handlinger ikke svarede til hans Ord. {paragraph} I Indenrigspolitikken var han tilbageholdende, ja konservativ. Paa et Punkt havde han dog givet efter. Det var i Finanspolitikken, hvor Richard Cobden's Frihandelskrav under Gladstone's Ledelse af Finansministeriet trængte sejrrigt igennem. I Løbet af Aarene 1859 til 65 indskrænkedes Antallet af toldpligtige Varer fra ca. 400 til nogle og fyrre. Frihandelsvenlige Handelstraktater afsluttedes, navnlig i 1860 med Frankrig. {paragraph} Det var ingenlunde med ublandet Tilfredshed, Palmerston saa sin Finansminister, Robert Peel's politiske Discipel, gaa saa kraftigt frem. Men han forstod, at Strømmen saavel i den brede Befolkning som blandt Handels- og Industrifolk gik den Vej. Det blev en fastslaaet Grundsætning i engelsk Politik, at alle Toldafgifter kun maatte tjene til Fordel for Statskassen og ikke for nogen privat Interesse. Heller ikke fra konservativ Side gjordes der i den følgende Menneskealder noget Forsøg paa at vende tilbage til Toldbeskyttelsen, eller paa at udvide Antallet af Toldpositioner. {paragraph} Det er da ogsaa karakteristisk nok, at da det kneb for Palmerston's Ministerium i Anledning af den stærke Kritik, der rettedes mod det for dets tvetydige Politik overfor Danmark, var det ved at minde om Finansministerens (af Palmerston selv misbilligede) gode Gerninger det lykkedes ham at undgaa et Nederlag i Folketinget. {paragraph} Men havde Palmerston saaledes maattet give Gladstone en fri Haand i Finanspolitikken, saa havde han overfor næsten alle andre Reformkrav holdt godt igen. Da han døde, brast en Dæmning; de nye Tiders Tanker brød med Kraft ind i det politiske Liv og krævede Virkeliggørelse. Opgaver som en Udvidelse af Valgretten, Frihedslovgivning for Irland, Folkeopdragelsen o. s. v. havde længe trængt paa. Nu maatte de tages op. {paragraph} John Russell havde i 1832 været en Hovedtalsmand for den da gennemførte Valgretsudvidelse. Nu kom han paa sine gamle Dage til at gaa i Spidsen for den næste. I Foraaret 1866 forelagde Gladstone paa Ministeriets Vegne Forslag om Ændringer i Valgretten. {paragraph} Kravene var meget maadeholdne. Retten til at være Folketingsvælger var hovedsagelig knyttet til, at man havde egen Bolig af en vis Værdi. Fordringerne dertil foresloges nedsat i Byerne fra 10 til 7 £, paa Landet fra 50 til 14 £ (der var til Boligen i de fleste Tilfælde knyttet Jordbesiddelse). {paragraph} Forslagets Modtagelse blev ret kølig. Venstre Fløj, Mænd som Stuart Mill og John Bright, fandt det utilstrækkeligt og støttede det kun for Regeringens Skyld. Højre Fløj af Partiet var langt mere Palmerstonsk end virkelig liberal; den fandt en Ordfører i Lowe. Han udfoldede i sin Polemik imod det en overordentlig og for ham ganske usædvanlig Veltalenhed, der blev stærkt beundret. {paragraph} Det lykkedes Gladstone at faa Forslaget vedtaget ved hvad der i England kaldes anden Behandling (den svarer nærmest til første Behandling i Danmark). Men under den følgende Drøftelse af Enkelthederne blev det ændret saa meget, at Regeringen ikke længere kunde godkende det som sit. Den gik derfor af og overlod Magten til de Konservative. Deres Fører Lord Derby dannede Ministerium med Disraeli som Finansminister (Juli 1866). Dermed var Valgretskravet dog ingenlunde skrinlagt. Det havde nærmest set ud, som om der ingen rigtig Stemning var i Befolkningen for at faa Del i Valgretten. Nu ytrede den sig, pludseligt og voldsomt. Det var især de faglærte Arbejdere, hvis Skuffelse over Forslagets foreløbige Skæbne gav sig Luft. {paragraph} En større Demonstration for almindelig Stemmeret var bestemt til at holdes i Hyde Park, da Politiet i sidste Øjeblik forbød Adgang til Parken. En Del af Mængden drog til Trafalgar Square, men en anden Del sprængte det skrøbelige Plankeværk til Parken, løb Politiet over Ende, saa Militæret maatte tilkaldes — med den Virkning, at adskillige Ruder i det fornemme West-End gik i Løbet den Aften. Derefter fulgte en Række Demonstrationer og Møder Landet over; John Bright talte mange Steder. De høje Herrer fik en Fornemmelse af Sandheden i Gladstone's Ord under Sagens Behandling. »De store sociale Kræfter, som bryder paa i hele deres Vælde og Majestæt, og som Larmen fra vore Debatter ikke kan standse eller forsinke et Øjeblik, rykker op paa vor Side«. {paragraph} I Februar 1867 bebudede Disraeli, at Regeringen vilde tage Valgretssagen op paany. {paragraph} Først søgte han at samle Folketinget om nogle ret intetsigende Resolutioner. Grunden hertil var, at Ministeriet stod delt. Med Resolutionerne kom det dog ingen Vegne, og det maatte saa tage sit Parti. Disraeli og Lord Derby valgte det dristige: at forelægge et nyt Forslag, der paa flere Punkter var mere omfattende end Lord Russells, selv om det mistede en Del af sin Rundhaandethed ved en Række Undtagelsesbestemmelser. {paragraph} De Ministre, der ikke kunde følge med, gik af; blandt dem var navnlig Lord Cranborne (den senere saa berømte Lord Salisbury), der blev en skarp Bekæmper af Forslaget i Folketinget. {paragraph} Ogsaa de liberale var utilfredse og tænkte først paa at slaa det ned. Men da de opdagede, at Disraeli ingenlunde var uimodtagelig for Ændringer, fordi han vilde have ført Bevis for, at de konservative ogsaa var et villende Parti, ændrede de Taktik, og det lykkedes dem under Forslagets Gang at faa det saaledes omkalfatret, at Lord Cranborne kunde betegne det som en Frugt af, at Ministeriet havde antaget John Bright's principper, efter Gladstones Diktat. Stuart Mill stillede Forslag om at give Kvinderne Valgret og om at skaffe Mindretal Repræsentation ved at tillade Vælgere, der ikke kunde bruge nogen af de lokale Kandidater, at stemme for hvilken anden Kandidat de maatte foretrække. Begge Dele blev selvfølgelig forkastet. {paragraph} Forslaget gav i sin færdige Skikkelse i Bydistrikterne Valgret til praktisk talt alle, der raadede over egen Bolig: strængt taget til Boligen, da man kunde stemme saa mange Steder, som man raadede over en saadan Bolig, velhavende Folk havde altsaa hyppigt mere end en Stemme. Paa Landet var Valgretten mere begrænset. De fleste faglærte Arbejdere i Byerne og en Del Forpagtere og Middelstandsfolk paa Landet fik Stemmeret. Ialt voksede Vælgertallet fra ca. 1,353,000 til ca. 2,243,000. Den til Forslaget knyttede Valgkredsordning var meget moderat; den afskaffede nogle af de mindste Valgkredse og oprettede lige saa mange nye i Storbyerne. {paragraph} Den nye Valglov gjaldt foreløbig kun England. Tilsvarende Forholdsregler gennemførtes i 1868 for Skotland og Irland. Disraeli havde da faaet den fulde Ledelse af Ministeriet efter Lord Derby's Afgang som Førsteminister i Begyndelsen af 1868. {paragraph} Disraelis Ledelse af det konservative Parti savnede hverken Dristighed eller Vidsyn. Hans Tillid til, at Valgretsudvidelsen ingenlunde var dræbende for det politiske Parti, han tilhørte, løber parallelt med Bismarck's Tro paa Folkemassernes konservative Instinkter, da han gennemførte den almindelige Valgret til den nordtyske Rigsdag 1867. {paragraph} Men i første Omgang fulgte Flertallet dog ikke Disraeli. Ved Valget i Efteraaret 1868 viste Folket, at det nok vidste, hvem det i Virkeligheden skyldte den erhvervede Valgret: de liberale fik et smukt Flertal, og Gladstone, der nu formelt som reelt var deres Leder, dannede derefter sit første Ministerium.